NÅR LIVET RAMMER

Jeg har været stille, meget stille det sidste år. Jeg gik på selvvalgt orlov, da der var så meget andet, som jeg skulle forholde mig til. Jeg havde hele tiden dårlig samvittighed over ikke at gøre nok, så derfor valgte jeg orloven.

Da vi forlod 2017 var jeg overbevist om at 2018 vil blive fantastisk. Jeg havde så mange drømme, så meget håb for 2018, men det skulle vise sig, at 2018 blev et af de hårdeste år i mit liv. Hårdt af flere årsager, men mest af alt på grund af tabet af min far.

Min far var ikke min biologiske far, men han blev min far i hjertet og jeg hans datter i hans hjerte. Han valgte mig til i sit liv, selvom det i starten var svært for mig at acceptere ham, som en del af mit liv. Han blev min far, han havde taget et valg, som indebar mig i hans liv. Vi delte et bånd, vi mærkede en sjælskontakt. Hans arme var et sted, hvor jeg kunne finde tryghed. Arme, som holdt om mig, som jeg aldrig havde havde oplevet tidligere.

Tabet af disse arme har ramt mig virkelig hårdt og det er stadig så svært for mig at forstå, at jeg har mistet muligheden for hans trygge favn for altid.

Det at være forbundet til en anden sjæl er en fantastisk gave, men i løbet af min fars sygdomsperiode har det også været hårdt, hårdt at mærke hans smerte – hans kamp. En kamp som varede 3 år og som vi flere gange troede, at min far havde vundet. Den sidste gang, hvor vi fik at vide, at nu var sygdommen vendt tilbage, havde jeg været på et åndedrætskursus weekenden forinden. Den efterfølgende uge gik jeg med en konstant følelse af, at jeg måtte hjem til Aarhus for at hjælpe min far med at trække vejret. Følelsen varede hele ugen og det var først om fredagen, hvor min mor ringede, at følelsen gav mening. Min mor fortalte den dag, at min fars sygdom var vendt tilbage og havde spredt sig til lungerne. Han havde svært ved at trække vejret!

Herefter blev kampen til en kamp om længere tid, tid sammen med os, tid til at min far kunne opleve sine børnebørn vokse op. Desværre kunne kroppen ikke længere kæmpe, da vi nåede maj. Hermed begyndte den afsluttende tid med uvished og venten – hvor lang tid havde vi sammen? Dage, uger, måneder eller var vi heldige og fik flere år?

Sommeren kom og min far blomstrede og fik langsomt mere energi. Han så godt ud, så derfor var det også ekstremt svært at forstå, at min far var så syg, som han var. For han lignede jo ikke en mand, der var ved at tabe en kamp. Derfor kom det også som et chok, da det viste sig, at vi kun havde nogle få måneder. For med sommeren, der forsvandt, forsvandt min far ligeså.

Kampen sluttede d. 9.9.2018 derhjemme efter min fars eget ønske.

Det var en smuk og på samme tid hård oplevelse. Weekenden havde været grå og regnfuld, men i timen op til at hans sjæl forlod jorden for denne gang, kom solen langsomt frem og de hvide engleskyer nærmede sig langsomt huset. Vi holdt ham i hånden og var hos hans side, da han endelig gav slip, hvorefter solen skinnede så smukt og flot på himmelen.

Tabet, sorgen og chokket satte sig i min krop. Mit åndedræt blev spændt og hårdt, som en rem, der havde delt min krop i to. Jeg oplevede at være i en tåge, som jeg ikke kunne komme ud af igen, nattesøvnen var ødelagt og i flere måneder vågnede jeg hver nat lige midt i lungetid. Min skulder begyndte at gøre ondt henover lunge og tyktarm meridianen. Alt sammen tegn på sorg, som satte sig i min krop. Sorg i kinesisk medicin hører til i lungerne og evnen til at give slip er i tyktarmen og det var her alle mine symptomer var og i mindre grad stadig er.

Heldigvis er tågen lettet og jeg husker tydeligt, hvornår den gjorde det. Min skønne medstuderende gav mig en akupunkturbehandling i november og jeg mærkede forandringen med det samme. Tågen var væk, da jeg rejste mig op fra briksen. Det var en vild følelse. Da tågen lettede, begyndte jeg igen at kunne mærke, mærke min sorg og tristhed. Fra den nat vendte nattesøvnen også tilbage og dermed langsomt også min energi. Jeg mærkede hvordan alting langsomt begyndte at vende.

Nu nogle måneder senere er jeg stadig trist, lige pludselig så rammer sorgen helt uventet. Jeg har dog langt mere energi og lyst til at arbejde igen, men jeg ved også, at de dage, som er lidt hårde end andre, de dage presser jeg ikke noget igennem. Jeg tillader mig at være med mine følelser, passer på mig selv og gør det min krop har behov for. Jeg er priviligeret, at jeg har den mulighed, for sorg er en proces, som tager tid.

Livet blev prioriteret – jeg skulle have muligheden for at være der for mig selv og mine børn, som også pludselig stod med en kæmpe sorg over at have mistet deres bedstefar. Jeg stod foran to eksamener efter at have arbejdet hårdt i knap 2½ år på at blive akupunktør. Det var super hårdt og eksamenslæsningen blev ikke som forventet. Heldigvis blev resultatet som forventet og jeg er i dag så heldig at være akupunktør indenfor kinesisk medicin. Det betød også, at arbejde var en meget lille del af mit liv i resten af 2018.

Livet skal have plads og kan ikke altid planlægges, selvom en plan er godt, når du gerne vil noget i dit liv. Jeg har en plan, jeg har mål og drømme for 2019 og længere ud i fremtiden! Derfor er det vigtigt med en plan, så drømmene kan blive til virkelighed. Det er vigtigt at tage det første skridt i dag hen mod drømmene. Der skal også være plads til livet og dets udfordringer, alt det som ikke kan planlægges, men bare lige pludselig er en del af ens hverdag og liv. Jeg er helt overbevist om at 2019 bliver helt anderledes let, sjovt og livsbekræftende.

De hårde perioder i livet kommer ofte med en gave. Jeg kunne se og opleve hvordan mine forældres forhold voksede og blev stærkere undervejs. Deres bånd og kærlighed til hinanden kunne klare én af livets helt store udfordringer. Hvordan de på en helt ny måde viste følelser overfor hinanden, men også overfor mig. Det var nu muligt at tale om alt det som var svært og som vi frygtede.

Min fars sygdom og død har bekræftet mig i, at livet og vores sundhed er værd at investere i. Min far havde givet alt hvad han ejede for 10 år mere på denne jord. Selv efter lægerne havde opgivet, opgav han ikke kampen for mere tid. Han var slet ikke klar.

Min fars sygdom startede for nu 3½ år siden. Det var på det tidspunkt i mit liv, hvor jeg selv var sygemeldt som stressramt. Jeg var så langt nede og jeg kæmpede mig igennem dagene. Der var intet overskud – intet! Jeg kunne ikke være der for min far, for jeg kunne heller ikke være der for mig selv eller mine børn. Derfor ved jeg hvor vigtigt det er, at vi har et fundament, nogle ressourcer, som vi kan trække på, når andre har brug for os. Når vi har brug for at være der for andre end bare os selv. For vi ved aldrig hvornår livet rammer hårdt, det rammer bare.

Jeg føler mig utrolig taknemmelig og velsignet over, at jeg kunne være der for min far til sidst. At jeg kunne sidde ved hans side med hans hånd i min sammen med dem han elskede allermest, da hans sjæl forlod denne jord og fløj tilbage til stjernerne i det smukke solskin.

Det er mit håb og ønske, at kunne hjælpe alle, som kæmper i hverdagen – med stress, angst, depression, med at leve op til alle forventningerne og kravene. Jeg ønsker for dig, at du skal leve et liv, hvor du har fået bygget et stærkt og vital fundament op, så du kan møde livets udfordringer fra et sted i dig, som er mere i balance. Det er derfor, at jeg har valgt, at lave mit nye 1:1 forløb Balancekunst – kunsten at balancere i livet. Læs videre her på hjemmeside, hvis du føler, at jeg kan hjælpe dig.

Til sidst vil jeg blot sige, at selvom 2018 var et hårdt år for mig, gik nogle af mine drømme og mål for 2018 i opfyldelse. Jeg er nu så heldig og taknemmelig og glad for, at jeg nu har den fine titel som Akupunktør, Registreret alternativ behandler på CV. Mit i al min sorg og chok bestod jeg mine eksamener (ovenikøbet med bravur) tilbage i oktober og november. Det skete på trods af, at min hjerne overhovedet ikke fungerede optimalt i den periode, men derimod manglede jeg koncentration, hukommelse og energi til at læse til eksamen. I 2018 har jeg flere gange trådt ud af min komfortzone og har rykket mig i min personlige udvikling. Med dette blogindlæg tillader jeg mig selv igen at tage et skridt ud af min komfortzone, ved at dele med dig tabet af min far. For det er også en proces og en udvikling. Jeg blev inspireret af en veninde, som delte sin sorg. Derfor har jeg også valgt at dele min med dig. For vi er ikke alene.

 

I kærlighed

Thinna Carouline

Del på facebook
Facebook
Del på linkedin
LinkedIn

Nyeste indlæg

Forrige indlæg

Nyhedsbrev

Længes du mere ro og nærvær i dit liv?

Invester mindre end 15 minutter om dagen på dig selv og mærk langsomt roen begynde at sprede sig i dag.

Hent min guidede lydfil til mere ro og nærvær lige her.

Call Now Button